På et tidspunkt holdt jeg foredrag i Vridsløselille Fængsel. Det var en af langtidsfangerne, der havde bestilt det – åbenbart havde de særlige privilegier.
Der blev hurtigt for trangt i foredragslokalet, så vi rykkede ud i fængselsgården, hvor jeg efterhånden fik de fleste af fangerne som tilhørere, samt to lettere bekymrede fangevogtere. Jeg anså det på det tidspunkt for sandsynligt, at de snart kunne vente officielt besøg af mig. og spurgte i den forbindelse, om de mente, at det var muligt, at jeg kunne få min skrivemaskine med.
Det mente de nok, kunne lade sig gøre. Jeg talte ved samme lejlighed med et uhyre sympatisk menneske, der havde myrdet begge sine forældre, hvortil en af medfangerne tørt bemærkede, at ”der røg ti års terapi”.
Emnet for foredraget var, at der uden om den fængselsmur, inden for hvilken vi befandt os, var en anden af love og forordninger, og uden om den en tredje i form af en kunstig virkelighed, der bekræftede de Rige i Retten til Riget. Af disse tre mure er den sidste ganske givet den mest uigennemtrængelige.
I modsætning til verden udenfor er dens sten ikke levende, men døde mennesker. Det er verden, der har fået vendt vrangen ud, som ikke udspringer af den menneskelige natur, men begrænser og ødelægger den, hvor alt er ret og pligt, og intet tilbøjelighed.
Hvor samfundssind er at hade og fordømme vores nabo, og det udelukkende gælder, hvem der har magt til at dømme hvem ude. Men mennesket gemmer sig stadig derude i den verden, det skabte i begyndelsen, og der kan vi få det i tale.
Be First to Comment