Gys og gru

“The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”

Ordene er Lovecrafts, i hans ”Supernatural Horror in Literature”. De røber det traditionelle forhold til ”gyserlitteraturen”, som måske mere præcist kunne betegnes ”den overnaturlige genre”.

Få skildringer af den overnaturlige verden er hyggelige – selv ”A Christmas Carol” er ret så gyselig! Forfatterens opgave er at få læseren til at gyse, og dens tiltrækning ganske paradoksalt kontrasten til den tryghed, man selv føler foran pejsen eller i biografen.

Det er i det mindste den gængse forklaring. At menneskets ældste og stærkeste følelse er frygt, stammer tilsvarende fra forestillingen om vore fjerne forfædre sammenkrøbne om bålet, ængsteligt skottende ud i det omgivende mørke, ”the unknown”.

Vi må dog formodes at ville være blevet der, hvis ikke for den endnu stærkere følelse: nysgerrighed, Hvis science fiction er et udtryk for nysgerrighed med hensyn til, hvad fremtiden vil bringe, udtrykker horror nysgerrighed, når det gælder den verden, vi (måske ikke helt) har forladt.

Realangst er ikke horror. Den kendte fare vil aldrig kunne måle sig med den ukendte.

Derfor skyldes den uro, den ”uhyggelige historie vækker i os, heller ikke vores relative tryghed, men vores relative utryghed. Vi kan være relativt sikre på, at der ikke gemmer sig en gal morder i vores hus, men hvad med spøgelser?

Det ved vi simpelt hen for lidt om dem til at afgøre. Og at vi ikke ved, om de overhovedet er til, gør ikke sagen bedre, for det betyder blot, at vi i bund og grund intet ved om den verden, der omgiver os.

Det er som med humor. Vi ler i det højeste pligtskyldigt, når et barn klovner.

Det virkelige morsomme er den overraskende realisation – det er derfor, de uartige og politisk ukorrekte vittigheder altid er de sjoveste. På samme måde er der noget uhyre beroligende ved forfattere, der prøver at skræmme os.

Det er derfor, lægens ”Ja, det ser jo ikke så godt ud, men” er langt mere skræmmende end nogen dommedagsprofeti. GRIMOIRE er ikke nogen farlig bog.

Men i sin tålmodige forklaring på, hvad en vampyr er, er den måske i virkeligheden mere skræmmende end nogen gyser. Den verden, den skildrer, er ikke et dukketeater med gode engle og onde dæmoner samt en Gud foroven, der sørger for, at det ender godt.

Også med et Fadervor i pagt har du al mulig grund til at gyse. At spørge, om det væsen, der står foran dig, er en engel eller djævel, er som at spørge en med- og modtrafikant, om han er god eller ond?

Det nærmeste, du kan komme til et svar, er, at engle ligesom mennesker i reglen er ganske skikkelige, men engle er de ikke! De er ikke specielt civiliserede og kan af og til virke decideret barnlige (men det er et pokkers stort barn!)

Dette bør egentlig ikke overraske os. Abrahams gud forlanger fem retter mad, og Sara, der ret hurtigt bliver gravid efter hans besøg, bliver et dyrt bekendtskab for dem, hendes ægtemand prøver at sælge hende til.

Og hvad med nissen, der ikke får sin smørklat i grøden? Efter konfirmationsforberedelsens noget teoretiske Gud kan en sådan realisme godt være en smule – skræmmende.

Og så er de bæster gudkanikkehjælpemig alle vegne, en levende verden bag den døde. Så hvis du er en af dem, der ser film med bangepude – bed til Julemanden i stedet!