Satanisten

Hitler var som bekendt ingen beundrer af ”der überspitzte jüdische Intellektualismus”. Derimod så han visse muligheder i filmen.

“Hier braucht der Mensch noch weniger verstandesmässig zu arbeiten; es genügt, zu schauen, höchstens noch ganz kurze Texte zu lesen, und so werden viele eher bereit sein, eine bildliche Darstellung aufzunehmen, als ein längeres Schriftstück zu lesen. Das Bild bringt in viel kürzerer Zeit, fast möchte ich sagen auf einen Schlag, dem Menschen eine Aufklärung, die er aus Geschriebenem erst durch langwieriges Lesen empfängt.“

Uheldigvis var de nazistiske propagandafilm så kedelige som en prædiken af Michael Moore, og folk strømmede i stedet til de ekspressionistiske orgier, der var fulde af spøgelser og uhyrer, der virkede i ekstrem grad krænkende på dem, der abonnerede på nazismens politisk korrekte ”positive kristendom”. Sådan er det naturligvis også i dag.

Der er dem, der læser Rifbjerg, og dem, der læser Neutzsky-Wulff, ”vampyren i kaffeklubben”, som en anmelder kaldte mig. Neutzsky-Wulff skrev i ”Gru” og ”Weekend Sex”.

Det kan man da virkelig ikke! Halvtredsernes bibliotekarer delte nazisternes afsky for tegneserier – de var jo amerikanske.

I dag bugner hylderne af ”grafiske romaner” om lesbiske kvinder i Afghanistan, men de serier, der var forbudte dengang, leder man stadig forgæves efter. På mit lokale bibliotek har sektens flag erstattet det nationale – aldrig noget godt tegn!

I børneafdelingen har man rejst en skamstøtte af Jan-bøger med en manende indskrift, der minder om, at da der hverken findes drenge eller piger, kan der naturligvis heller ikke være tale om at inkludere drenge- og pigebøger på det moderne inklusive børnebibliotek. I stedet er der lagt puslespil med drag queens frem til glæde for de mindste og den rare mand i foyeren med slik til børnene og en overraskelse til dem under frakken.

Bagefter kommer skammen. Eller måske ikke – en vis type mennesker har trods alt altid ment det rigtige.

I lang tid havde de glemt halvfjerdsenes freudiansk korrekte bollelege med børnene. Måske kommer de nu i tanker om dem igen.

Selv Fritz Langs Mabuse-film om de forbryderiske kommunister og jøder faldt ikke i Goebbels’ smag. De var for fantasifulde til at være mentalhygiejniske, på linje med den entartete kunst (de amerikanske tegneserier).

Adolf havde dog en svaghed for Mickey Mouse og morede sig med at tegne de Syv Små Dværge af. De ville næppe have undgået hans eutanasiprogram.

De forargelige filmmagere emigrerede til USA, hvor de skabte Universals monstre. Moralen er den foruroligende fra ”Das Cabinet des Dr. Caligari” fra 1920.

“Es gibt Geister. Überall sind sie um uns her.”

De gik igen i bogstavelig forstand i tresserne i Hammers revampings, atter til anmeldernes forudsigelige mishag. Terence Fishers ”Curse of Frankenstein” var ”depressing, degrading – for all lovers of the cinema only two words describe this film”.

Den samme instruktørs ”Dracula” var ”a boring, tasteless horror film”. Et halvt århundrede senere var den af de samme ”seriøse” kritikere blevet udråbt til ”one of the best horror films ever made”.

Man behøver ikke at have læst mange anmeldelser for at konstatere, at anmeldere simpelt hen er selvhøjtidelige læsere. Jeg har selv fået min del af vrede og begejstrede anmeldelser.

Den samme bog er blevet kaldt et ”hovedværk i dansk litteratur” og et ”makværk” (af en anmelder, der frimodigt indrømmede, at han ikke havde læst den). ”Årets bog” og ”den bedste science-fiction-roman skrevet på dansk” ifølge Politiken faldt ikke i ”Science Fiction Cirklens” smag.

Derimod har jeg aldrig fået en negativ anmeldelse af en kritiker, der led under den vildfarelse, at han var enig med mig. Eller en positiv af en, det var gået op for, at han ikke var det.