”For God so loved the world that he gave his one and only Son, that whoever believes in him shall not perish but have eternal life.” Oh?
Hvilken gud? Gud.
Hvem af Bibelens gudssønner er den eneste? Hvorfor skal vi ikke dø som alt andet levende?
Og hvorfor er det nok for dem, der har dette specielle ønske, at tro, at Gud og hans ene søn overhovedet er til? Fordi det er så umuligt for et blot nogenlunde intelligent menneske at fæste lid til, at det udløser en ganske speciel præmie?
Der var engang, hvor kristendommen havde en teologi. Da den var lånegods fra sytten forskellige religioner, var den ikke specielt konsistent – man blev aldrig enige om, hvorvidt personligheden ved dødens indtræden blev optaget i et spiritistisk paradis, eller atomerne i det hensmuldrede lig samlede sig på den ”yderste” dag, så for en sikkerheds skyld tog man begge dele med i trosbekendelsen (med et og imellem, som vel strengt taget burde have været et eller).
Men der blev dog immervæk skrevet bindstærke værker, hvor man forsøgte at forlige det Gamle Testamentes babyloniske osteklokkeunivers med en mere oplyst tidsalders æter og flogiston. I dag gælder Johannes tre seksten, understreget med rødt i verdens mest ulæste bog, for fuldgyldigt pas til perleporten.
Så skidt med, at det er vås. Det er fromt vås.
Be First to Comment