Fra det øjeblik et barn bliver født, og dermed en person med personnummer og rettigheder (modsat et foster, det vil sige et levende væsen med ubegrænsede muligheder, og derfor uden samfundsværdi), er dets liv fastlagt som en uendelig progression af vuggestue, børnehave, skole, uddannelse, beskæftigelse og alderdomshjem. Det er ikke en beklagelig økonomisk nødvendighed, at barnet tages fra forældrene, det er for dets egen skyld ligesom kastration af katte (og drengebørn).
Hver time på dagen skal besættes og fyldes med larm og snak, for at ikke den biologiske dæmon får en chance for at vise sig i et ubemærket øjeblik. Sker det alligevel, er det vigtigt straks at få talt ud om dette problem, få det talt ud og væk, og her er der en pædagog og psykolog til hver eneste fange (og dog altid for få).
Hvad er det, der trykker? Kønnet?
Det kan ligesom alt andet fjernes, det hvide snit. Hvis barnet så bare ikke begår selvmord, har vi en samfundsborger.
Med lidt held melder drengens drøm om dåd og pigens om kærlighed sig aldrig. Så det klamrer sig til det udleverede jeg med mulighed for en extension pack, diagnose eller ideologi.
Måske er der ikke nogen ringere, men der er heller ingen bedre. I min barndom var Janteloven populær, som et skræmmende eksempel.
I dag er den blevet the Law of the Land. Alternativet er nemlig intolerance og manglende respekt for andres omhyggeligt inokulerede meninger.
Den kan med fordel studeres på de sociale medier. Statsmagtens frygt for disse må således betragtes som overdrevet.
Først når the narrative bliver så absurd, at ingen kan fæste lid til det (mænd kan blive gravide, Biden vandt præsidentvalget i 2020), kommer de i et modsætningsforhold til de statsautoriserede. Indtil da repræsenterer de en cementering af konsensus med brugerne som dens vogtere.
Den originale tanke – det vil sige enhver tanke – er den konsensuelle dødsfjende. Den vil altid blive mødt med trosbekendelsen, som ikke kræver nogen argumentation.
Det er det, alle ved, og det modsatte er sludder. Hvis det er noget, alle ved, forekommer dementiet måske en smule overflødigt, men trosbekendelser reciterer vi også for vores egen skyld.
Den væsentlige gendrivelse går imidlertid ikke på påstanden som sådan, men på dem, der typisk fremsætter den, og uvægerligt har skumle bagtanker. I en tidligere periode ville de have været fritænkere, i dag er de uvægerligt racister.
Det er endvidere tydeligt, at den formastelige påstår at vide noget, vi ikke ved. Han tror, han er klogere end vi – han retter tilmed vores grammatik – og kan lære os noget.
Med andre ord: Han påstår, at vi er dumme! Dermed har han imidlertid blot bevist, at det er ham, der er dum – virkelig kloge mennesker lytter nemlig til andre og tager ved lære af dem!
Be First to Comment