Religion er magi, ligesom teknik er videnskab. Teknikken kommer først.
Mennesket har kendt til mekanik, årtusinder før Newton formulerede den. Teknik bliver imidlertid først teknik i vores forstand, når vi udskiller videnskaben og altså for så vidt sætter vognen foran hesten, så at videnskaben bliver en forudsætning for teknik.
På samme måde udskiller vi teorien fra magien og kalder den myte. Uheldigvis et den gennem tiderne blevet så demokratiseret, at den er blevet populærvidenskab, kristendom og New Age.
Man abonnerer på disse ”forældede” modeller uden at få de praktiske fordele af dem, eller at forstå deres raison d’etre. Dynamolygten holder op med at lyse, i det øjeblik man knæler for cyklen (hvilket dog ikke betyder, at man skal ignorere med-, mod og sidevind på cykelstien).
Verden er kun delvist kausal. Hvor gerne vi end vil, kan vi ikke nedforkorte indeterminisme til determinisme.
Derimod kan vi undlade at benytte os af akausaliteten. Magi har aldrig været specielt socialt acceptabel.
Vi behøver ikke at ride, vi kan gå. Den usadlede akausalitet kalder vi tilfældighed.
– Itzig, wohin reitest du?
– Weiss ich? Frag das Pferd.
Hvilket igen ikke betyder, at vi skal ignorere hesten. Magikeren driver ikke med vinden, han sætter sit sejl efter den.
Mennesket ”tæmmer” ikke naturens kræfter – hvad det måske har glemt – det udnytter dem ved at adlyde dem. Skæbnen er vinden i livets sejl.
Mod nogle er den blid, i andres er den en storm. Men uden den kommer vi ingen steder.
Vi udretter ingenting og får ikke pigen. Held og lykke er uadskillelige størrelser.
Magikeren er ikke en mand med spids hat. Han er et menneske, der har sadlet vinden, og rider med den, hvorhen han vil – he doesn’t go to meetings.
Det kræver ikke tro, men viden. Derfor GRIMOIRE!
Be First to Comment