Teknidioti

Kernen og ånden i industrialismen er masseproduktion, og masseproduktion af varer kræver masseproduktion af producenter og aftagere. Mennesket er selv blevet masseproduktionens vigtigste masseprodukt.

De ved, hvor du er, i vuggestuen, børnehaven, skolen og ved samlebåndet. De ved, hvad du tænker – helst noget absurd som gravide mænd, så de kan forsikre sig om deres uindskrænkede magt til at få dig til at tro hvad som helst.

Ikke af hensyn til dem, naturligvis, men til udvalgte opreklamerede ofre, som du også selv er et offer, ikke for dem, men for dine fordomme, din perverse tilbøjelighed til at se ud ad vinduet i stedet for på skærmen. Til at gøre dine egne erfaringer, drage dine egne konklusioner og vælge dine egne autoriteter.

Samtidig breder teknidiotien sig. Det elektriske lys har forjaget mennesket, men så er der sikkert liv på andre kloder, og maskiner kan tænke!

I det mindste kan de producere kunstværker af samme karat som de modernistiske børnetegninger. Det samme gælder utvivlsomt prosalyrik.

Den indlysende konklusion, ingen af Frankensteins lærlinge tilsyneladende har draget, er ikke, at maskiner ligner mennesker mere og mere, men at mennesker mere og mere ligner maskiner – i en åndløs verden er der ingen forskel. Magi er noget andet.

Den skummer ikke naturens fløde og efterlader et stinkende bundfald, men har rod i denne natur, som altid er menneskenatur. Magiens historie er menneskets historie, fra det magiske menneske til dets teknologiske krykker.

Vi overgav os til at dyrke det kausale og blev et stykke legetøj i en legetøjsbutik. Livets alvor undslap os, og uden alvor ingen latter.

Uden tyngde ingen hjertets lethed. Lykke og skæbne er et.

Vi er, hvad vi er, eller vi er ingenting. Magi er ikke en tryllekunst, men en vældig hånd.

Vi kan flygte fra den, men den vil altid indhente os, om ikke før, så i vores forspildte livs sidste forspildte øjeblik, som et koldt gisp. Eller vi kan give os i den, lade os føre ad blodets rivende strøm ind i hjertets paradis.

GRIMOIRE er en snirklet labyrint, men den er også den konkylie, der lader dig høre dets torden i din øregang. Da du var barn, vidste du, at det var havets susen.