Slaveri er en dårlig ting

Der er noget, præsten ikke fortæller os. Og det er der.

Det, han gerne vil have os til at forstå, er, at vi skal tro, vi skal ikke vide. Måske ved han noget, vi ikke ved.

Det er en kon-spiration. Og det er det, og endvidere en, vi alle sammen deltager i.

Vi drager ikke blot ånde. Vi gør det sammen, hvisker i krogene, og den største løgn er altid den uudsagte, ligesom det indlysende, det, vi ikke behøver at gå efter i sømmene, altid er forkert.

Vi skal spørge Gud – og det er så heldigt, at han allerede har svaret i Bibelen – vi skal ikke spørge til ham. Det, der kommer efter, er bedre end det, der kom før, fordi det kom efter.

Hvis vi betvivler det, forhindrer vi, at det bliver endnu bedre, eller er direkte skyld i, at det bliver værre. Slaveri er en dårlig ting, for det er det.

Moseloven har en bestemmelse om, hvad der skal med en slave, der efter sine udtjente syv år ikke vil frigives. Hvorfor?

Hvorfor køber den romerske slave sig ikke fri? For så ryger hele hans rørlige formue, og hvem skal hans herre så låne penge af?

Nåh ja, siger vores opponent med en rasende latter, men det var jo ikke alle slaver, der havde det sådan! Nej, svarer vi.

Slaveri er – ligesom lønarbejde – ikke altid en god ting. Men det er jo ikke det, vi siger, vel?

For hvis vi gjorde det, ville vi føle det lille stik i maven, vi føler, hver gang vi mistænker, at det ikke er det, man vil høre. Hvorfor?

Fordi enhver påstand, den herskende klasse fremsætter, er en implicit trussel om fysisk vold, til eksekvering af statsunderstøttede aktivister (og da de ikke er iført uniform med dødningehoveder, kan de ikke være sikkerhedspoliti). Fordi vi i det mindste ikke har valgt vores slaveri.

Slaveri er – selvfølgelig – en dårlig ting, som vi kan bruge som skældsord, indtil enhver debat er en udveksling af skældsord mellem to til formålet udvalgte hold. Det sikrer ved samme lejlighed, at ingen nogen sinde opdager, at de aldrig har tænkt en tanke i deres liv, og aldrig kommer til det.