Mennesket vil altid søge ud over sine begrænsninger inden for sine begrænsninger. Homoseksualitet er ikke blevet normaliseret som et udtryk for tolerance, men for det stik modsatte (hvorfor resultatet da også har været en ny intolerance).
Homoseksualitet er normal, fordi den homoseksuelle ligesom vi andre ikke tør være unormal. Og så kommer vi ikke videre.
Det samme gør sig gældende med det overnaturlige. Det var noget, vi lagde bag os i Oplysningstiden – ikke en tid, hvor vi fik andre prioriteter – så det overnaturlige må af nødvendighed være naturligt, kvanter og vibrationer.
Får vi besøg i vores soveværelse, er det aliens, der beamer os op til moderskibet. Det er helt naturligt.
Måske har vores naturlige videnskab sine svagheder – en immateriel ”bevidsthed”, der står i en mystisk forbindelse med materielle sanser og muskler (telepati? telekinese?) Men det er den, vi fik ind med salmeversene.
Glemt er kirkefædrenes, empiristernes anfægtelser – som Humes, hvad angår kausaliteten. Og så fik vi parapsykologien, den næsten acceptable ganske umagiske magi, som det har taget den halvandet hundrede år at modbevise.
But have no fear! Vi lytter stadig efter signaler fra rumvæsner, og skulle de melde afbud, har vi altid de intelligente robotter.
Vores kultur er fuld af overnaturlige væsner, blot er de ikke overnaturlige og glimrer ved deres fravær. I mellemtiden kan vi redde planeten.
Profeter er måske ikke længere så populære, men så er der prækognition. En (para)psykolog satte sig i 1966 for at undersøge, om nogen i Aberfan havde drømt om den katastrofe, der havde ramt byen.
Det viste sig da, at mange efter ulykken huskede, at de før ulykken havde drømt om den – for mange til, at det kunne være et tilfælde – hvad deres pårørende kunne bekræfte. Et bevis, der er selvskrevet til at indtage hæderspladsen i enhver populær bog om parapsykologi.
Hvorfor er disse fænomener da så sjældne? Hvorfor kan et barn, der kun har lært tallene fra et til ti, ikke tælle til tolv?
Be First to Comment