Vi ved det ikke, men heldigvis har vi staveplader til at påvise tavs viden. Snyd – ja måske, men i en god sags tjeneste.
Offentliggørelse af falske anklager om voldtægt kunne eventuelt underminere tilliden til de sande. Believe all women (unless they’re Republicans).
Vi ved jo, at der er et liv efter døden, for det må der være. Til sidst ved vi slet ikke af, at vi lyver – kun, at vi mener og siger det rigtige, hører til det rigtige sted – og i øvrigt gør de andre jo det samme.
Parapsykologiske fænomener er en kendsgerning, der er blevet påvist i tusindvis af gange. Selv om vi ikke lige kan komme i tanker om et medium, der ikke er blevet afsløret.
Vores parapsykologiske pas er nemlig vores eneste håb om at komme forbi dørmanden i den naturvidenskabelige klub, hvor man holder sig til kendsgerningerne, partikler og dimensioner. Når der nu er så mange, kunne vi så ikke eventuelt låne en – den fjerde for eksempel?
Som enhver ved, kræver det en hvid kittel at sælge kosttilskud til overernærede. Parapsykologien er præcis lige så videnskabelig som psykologien (hvilket er svært at benægte).
Problemet er naturligvis den materialistiske videnskab, eftersom den ignorerer den åndelige – læs: psykologiske – dimension. Uheldigvis er det netop den overtroiske forestilling om noget psykologisk modsat noget fysisk, der umuliggør accepten af det overnaturlige.
Vi kan så forsøge at skaffe os af med den fysiske verden af stole og borde, hvilket ville være temmelig absurd, eftersom det er den, vi oplever (selv om kristendommens emfase på tro måske har gjort det lidt lettere). Med bevidstheden – denne stump ektoplasma, som det aldrig er lykkedes videnskaben at mikrotomere og fiksere på et objektglas – forholder det sig imidlertid anderledes.
Vaneforestillinger er svære at aflægge, især når de ikke blot indgår i vores verden, men i den måde, vi opfatter den på – kreationisten ser som bekendt et bevis på Guds eksistens i hver eneste stueplante. På samme måde kan det være svært at indse, at den usynlige bevidsthed blot er den måde, vi ser det synlige på, som nogen, der ser på noget.
Be First to Comment